lørdag den 26. marts 2011

Filosoffen og dating...

For et stykke tid siden skrev en pige til mig på et datingforum (til jer der ikke kender homoverdenen, så er der et fænomen der hedder www.girlfriend.dk, som man af en eller anden grund altid vender tilbage til. Selvom man sværger man er færdig derinde! But why...). Anyways, det var bare en ligegyldig samtale, som hurtig døde og jeg tænkte ikke mere over det.

For et par uger siden skrev hun så igen! Umiddelbart tænkte jeg ikke at det skulle føre til yderligere udvekslinger, men denne gang fangede hun min opmærksomhed. Hun var yderst velreflekteret, udviste en højere intelligens end gennemsnittet og formåede at stille nogle spørgsmål, som fik mig til at reflektere!
'Problemet' er lidt, at hun ikke har et profilbillede! Og i princippet burde det jo være ligegyldigt, og egentlig er det bare rart at skrive uden at skulle forholde sig til et udseende. For, uden at virke alt for overfladisk, så ved jeg jo godt, at hvis hun ikke er bare lidt pæn, så gider jeg ikke skrive. Men synes alligevel det kan være lidt problematisk. Ser et af disse senarier:

1. Hun sender et billede og viser sig at være mindre pæn => Magien forsvinder og kontakten stopper
2. Hun sender et billede og viser sig at være røvlækker => Magien fortsætter og vi bliver gift og får børn (øhh..!)
3. Jeg vælger ikke at bede om at få et billede og vi lader det være ved en virtuel meningsudveksling, der ikke bliver alt for personlig...

What to do?

onsdag den 23. marts 2011

Og så ikke rigtig fremskridt alligevel... og dog...

Jeg er et klassisk eksempel på en kvinde, der styres af sine følelser! Når man står der på den brændende platform, hvor fornuft og rationalitet gerne skulle byde ind med gode råd og vejledning, så er det som om der går en klap ned og følelserne tager over... og de er gode til at finde på undskyldninger... Undskyldninger for hvorfor jeg ikke skal lytte til fornuften og sige fra, konfrontere problemer, lytte til mine veninders råd... for jeg ved jo bedst! Og gang på gang ender jeg i kaos...

En veninde og jeg spiste forleden morgenmad ved Åen og samtalen kom naturligt til at handle om vores kærlighedsliv... og specielt mit... Og så siger hun pludselig, at hun godt har snakket med sin kæreste om, at jeg ikke er særlig heldig ift. kvinder. Enten vælger jeg et trygt og solidt forhold, og kommer til at kede mig inden dampen er lettet. Eller også vælger jeg de kvinder, der har brug for at blive reddet, men som er interessante, spændende og lidt af en mundfuld... Og ingen af delene er godt!
Det kunne man så sidde og fundere lidt over. For hun har jo ret. Det er en meget god beskrivelse af hvordan mit kærlighedsliv har set ud. Der er meget få, der bryder dette mønster.

Men første skridt er erkendelse! Er det ikke det man siger...

fredag den 18. marts 2011

Fremskridt!

Jeg synes der er sket fremskridt på damefronten! Ikke, som mange måske umiddelbart ville tænke, i retningen af, at jeg nu har fundet en sød pige at dele tilværelsen med, men i den retning at jeg fandme har det fint med at være mig selv! :)
Journalisten spøger stadig - ingen tvivl om det... Men kunne bare mærke, at jeg var begyndt at falde i en fælde! Hver gang hun ikke skrev, når vi var online på FB. Hver gang en sms ikke var fra hende. Hver gang jeg skrev og jeg ikke fik det ønskede svar! Og det gider jeg sgu ikke spilde min energi på... For hun er jo ikke mere værd end mig. Det er ikke hende, der skal sætte dagsordenen. Jeg gider ikke være til rådighed hver gang hun lige synes at have tid...
Næh nej, det er tid til at trække mig ud af denne redelighed og evt. spille en lille smule på sin kostbarhed :) Det er fint for mig, hvis ikke vi laver mere! Har ikke investeret noget i det endnu, i hvert fald ikke noget, som jeg ikke kan tåle ikke at få tilbage igen. Så slaget kan nu gå sin gang, og skulle båden tippe til min fordel, jamen, så ser vi hvad det kan føre til... :)
For jeg indrømmer blankt, her i cyberspace, at hun faktisk på mange måder er lige præcis det jeg søger! Høj, mørkhåret, intelligent, et glimt i øjet, ejer en besynderlighed og et videbegær ud over det sædvanlige... og så er hun lækker! Men som Tina Dickow siger; sometimes the fastest way to get there is to go slow...

onsdag den 16. marts 2011

Længe siden

Det er efterhånden lidt tid siden min sidste opdatering! Så nu har jeg sat kaffe på kanden og vil delagtiggøre jer i den videre skæbne med fysioterapeuten og journalisten :)

Det sidste der skete i fadæsen med fysioterapeuten var, at jeg satte et punktum fordi jeg virkelig følte jeg var kommet videre og at der ikke var grund til at bruge flere kræfter på det. Vi havde besluttet at kalde en skovl for en skovl og lade den ligge der.
Jeg har to gange siden mødt hende, og faktisk med succes. Kunne mærke at min tidligere fascination var så begrænset, at jeg ikke vælger at tillægge den andet end en lettere kriblen grundet forhistorien! Vi snakkede sammen, som voksne mennesker og afsluttede begge aftener med farvelknus og det hele. Store fremskidt på den front. Og ved I hvad. Hun er sgu god nok! Ikke et menneske jeg kommer tæt på, men af at være i periferien af vennekredsen, så er hun i det mindste et spændende bekendtskab - på den lidt groteske måde :)

Mht. journalisten, så var det sidste jeg fik skrevet, at hun synes jeg skulle smage hendes kokkekunst. Det har jeg så ikke gjort endnu, men der er dog sket en smule siden sidst! Vi har skrevet sammen stort set hver dag om alverdens ting. Det er holdt på et overfladisk plan, og har kun meget få gange berørt personlige emner. Det har været hyggeligt og egentlig ret interessant. Hun har formået at røre noget i mig! Hendes til tider yderst besynderlige spørgsmål og ude-af-kontekst-kommentarer pirrer mit refleksive væsen og jeg smiler ofte over vores samtaler.
Og kan mærke at det er noget jeg har savnet i et andet menneske. Ikke at folk partout skal være skøre i bolden, men det tænder mig, når folk falder udenfor den gængse normaladfærd!
Anyways, det er noget af det hun tænder i mig, hvorfor jeg også har holdt kontakten til hende... For det er begrænset hvad der er sker af action! Der var lige den ene gang, hvor hun, lettere beruset, igen låner min seng og putter sig tættere og tættere på mig, til jeg til sidst ikke kan være i tvivl om at kysse, det vil hun gerne :) Det gør vi så og det ene med det andet...!
Men derudover er det småt med den slags action... Hvilket faktisk passer mig fint! Sex er dejligt, og jeg vil bestemt ikke benægte, at jeg har ret meget lyst til hende, men det komplicerer også bare tingene... Det har det allerede gjort! For når man først har haft sex én gang, så er der ligesom en spænding i luften om hvornår næste gang skal være... Og det er ikke noget vi snakker om...
Vi har trænet sammen en enkelt gang fs. (= før sex), hvilket vi begge blev enige om var en smule akavet! Men dog hyggeligt... Jeg forsøgte at agere normal (!) og føre en normal samtale. Men skal man give hinanden et kys, et kram eller måske et skulderklap!

Den nyeste opdatering er, at jeg efter min fødselsdag i lørdags havde en meget voldsomt hang til at blive nusset i nakken... Jeg kunne mærke hvordan hele min krop higede efter kærlig omsorg... Og dertil havde jeg journalisten i tankerne... Du ved, man forsøger med en lille joke omkring at hun jo ved hvor jeg bor, så om hun ikke lige kunne agere søndagskæreste! Det synes hun så ikke lige, da hun skulle lave noget skolehalløj... Damn tænker jeg så, og vælger at ignorere afvisningen, for hun kan da ikke modstå mig :)
Ved ikke hvem jeg prøver at narre, men ikke desto mindre forsøger jeg at overtale hende i løbet af eftermiddag/aftenen... Kl halv ni skriver hun så, at det bedste dårligste tilbud hun kan give er, at jeg da gerne måtte ligge på hendes seng, hvis bare jeg ikke forventede at blive underholdt! Og hvad siger man lige til det?! Meningen var så at hun skulle skrive og at jeg kunne ligge og se fjernsyn...
Nysgerrig som jeg er, tager jeg ud til hende for at se om det virkelig kunne være det hun mente! Og tilsyneladende var det præcis sådan tingene forholdt sig! Jeg ligger der på sengen med den kop kaffe jeg blev tilbudt og stenede DK4, DR2 og diverse andre kanaler med enkelte afbrydelser af samtale med journalisten... Jeg blunder lidt indimellem, for var i meget stort søvnunderskud! Og på et tidspunkt mærker jeg at hun lægger sig over i sengen og tager fjernbetjeningen og zapper lidt rundt. Vi ligger så og snakker lidt, og lige pludselig lander hendes hånd tilfældigt (!) på min skulder og nusser mig lidt... Derefter, lige så tilfældigt, finder hendes hånd mit hår, hvorefter jeg i salighed nusses næsten i søvn... Klokken er mange og hun siger at hun synes jeg skal lægge mig den rigtige vej i sengen... Det gør jeg så og vi lægger os til at sove... Lidt akavet! Men ret hyggeligt...
I løbet af natten tager jeg mig selv i at lægge mig over til hende og agere store ske. Hun synes ikke at have det mindste imod det og skubber sig tættere på... Endda nusser hun min arm inden jeg falder helt i søvn igen...

tirsdag den 22. februar 2011

Den endelige afslutning

Efter at have brudt kontakten med den dumme, dumme dame fra Nytårsaften er alting bare gået strygende... Det har selvfølgelig været svært, men nu hvor det er kommet på afstand, så kan jeg virkelig mærke hvor godt det er!
Det er 1,5 måned siden og jeg besluttede at jeg ville skrive et kort hej og sige at jeg ikke var sur mere, hvilket jeg gjorde... Jeg får så et mega surt svar tilbage om, at hun virkelig ikke forstod hvordan jeg kunne have misforstået hende nytårsaften, og at jeg havde blæst alting op, og havde bagtalt og svinet hende til overfor folk og jeg ved snart ikke hvad...! Og hun gad ikke bruge mere energi på det, men håbede på at jeg havde det godt!

Tak, jeg det fremragende - specielt nu, hvor du er ude af mit liv :)

lørdag den 19. februar 2011

Nu med madinvitation...

Journalisten overraskede på flere måder i dag... Kl lidt i 10 i morges modtager jeg en besked 'må jeg crashe din seng et par timer?'... Lidt uventet at få på dette tidspunkt, men hun skriver at jeg får forklaringen når hun kommer... Og ja, jeg åbner mit hjem og min seng endnu en gang, og fortryder det ikke :)
Historien er at hun har mistet sine nøgler i byen, hvilket hun indser da hun har taget taxa hjem og står foran døren... Hun vælger at køre lidt rundt i Aarhus Sporveje indtil hun skriver til mig... Og der sov hun så i 4-5 timer...
Jeg nåede både at træne i Fitness World, gå i bad, gøre mig klar til fest og rydde op indtil jeg sætter mig hen på sengen og spørger om der ikke var et eller andet hun skulle... Det viser sig at hun skal på arbejde indenfor en time, så egentlig skal hun jo op! Men det er som hun putter sig ind til mig og nusser mig lidt på ryggen, og jeg nusser igen, og synes egentlig bare hun skal blive liggende! Men arbejde er arbejde og hun skal gå... Men lige inden spørger hun mig hvordan jeg har det med mad :) Og det har jeg det fint med, så svarer at der er meget få ting jeg ikke kan lide, men ellers er jeg vild med mad :) Det leder så til at hun siger at jeg da må prøve hendes kogekunst en dag... :)
Ja tak :)

tirsdag den 15. februar 2011

Man bliver ikke klogere

Selvom jeg lige synes jeg var så dygtig, så synes jeg det går ned ad bakke igen... Venindens veninde fra tidligere indlæg, kalder hende journalisten fra nu af, bliver ved med at spøge... Synes sgu hun er interessant, og vi skriver meget sammen! Men noget af samtalen handler om fremtiden og hvor man ser sig selv. Hun vil gerne til KBH og gerne efter sommerferien! Jeg vil blive i Århus. Forhindring nummer et!
So what's the point!