Misforståelser...!

Det er sjældent jeg bliver sur for alvor! Men i dette tilfælde blev jeg det sgu...! Og ja, jeg bander, for min hidsighed nåede hidtil uanede højder d. 9. januar...

Og det var måske ikke kun hidsighed, der fyldte mit følelsesregister den dag... For da den værste hidsighed havde lagt sig, fyldtes jeg af ubeskrivelig skuffelse over den behandling jeg havde fået og bitterhed over at have brugt så meget energi på det! Og tænk sig, alle følelserne blev til sidst til medlidenhed... Ikke medlidenhed som i 'hvor er det synd for dig, kom, så skal jeg trøste dig', nej, det var medlidenhed som i 'hvor er det synd for dig at du er så latterligt et menneske'!

For at indvie jer I historien må jeg begynde i februar sidste år, hvor jeg i byen ser denne pige, som jeg umiddelbart føler en voldsom tiltrækning til. Vi danser tæt og flirter, men jeg ved ikke hvem hun er. Hun er en del af den gruppe jeg kom med, kan jeg se, men andet ved jeg ikke om hende. Jeg beslutter mig for at tage tyren ved hornene og skrive til hende på Facebook. 'Hej, tak for sidst. Jeg synes du er lækker, skal vi drikke en kop kaffe'-ish. Sådan cirka lyder det korte referat.
Man kan sige at der er to muligheder for respons. Enten kan hun skrive, 'tjah, det kan vi godt, men du skal vide at jeg ikke søger noget lige nu' eller det kan lyde 'det lyder da som en vældig god ide, hvornår synes du'. Det synes jeg ikke er for meget at forlange. Hvis man ikke har lyst kan man jo sige det, jeg bliver ikke sur.
Men hvorom alting er, så skriver kvindemennesket tilbage 'Jamen tak for komplimenten, ihh, åhh, ak og ve, jeg ved ikke lige hvad jeg skal tænke om alt det her'... Og her oplever jeg Placeboeffekten for første gang... Synes jo hun er noget så lækker, og jeg må bare have hende, så jeg tænker, lad mig lige varme lidt op under hende med komplimenter etc. og så må hun da tø op eventually.
Jeg synes næsten det er pinligt at skulle resten af historien, for det kører meget i samme rille! Hun kan åbenbart ikke finde ud af at drikke kaffe med mig, for 'hold nu op, hvor er det meget committed'. Igen, dum som jeg er, beslutter jeg, at det bare er fordi hun endnu ikke har opdaget hvor fantastisk jeg er... Hun opdager det til dels til en Kvindefest, hvor vi kysser midt på dansegulvet - et vidunderligt kys, der får verden omkring til forsvinde. Men efter kysset siger hun at vi ses senere, og derfra snakker hun med exkæresten resten af aftenen... Måske jeg dengang faktisk næsten blev lige så sur som d. 9. januar...

For at gøre en lang historie kort, så er mønsteret i resten af fortællingen, at hver gang man når et skridt tættere på, så skubbes man 20 tilbage. Man føler at man bare liiige skal det sidste stykke, så bliver alting godt og lykkeligt! Jeg siger det igen - PLACEBO!

Og nu kommer vi til den nydelige afslutning...
Det er nytårsaften, jeg skriver med kvindemennesket aftenen igennem, og jeg påtænker at mødes med hende i byen senere, men er blevet ret så fuld og kl. 03 beslutter vi at lukke festen. Damen skriver da jeg er på vej hjem, om jeg ikke kommer i byen, hvortil jeg svarer, at jeg altså tager hjem, for er træt og fuld. Sekunder efter tikker en sms ind 'Øv, øv, øv, jeg troede vi skulle sove sammen'...
Og nu er det jeg spørger jer, kan det misforståes?? Nej vel...! Hun spørger om hun må ringe når hun går hjem, hvilket jeg selvfølgelig siger ja til... Kl 05.50 har jeg åbenbart modtaget en sms, der spørger om jeg sover! Øh, ja... Klokken er lidt i 06, hvad regner du med...

Nå, det bliver første januar og jeg sætter min krop billigt til salg og tilbyder at vi kan putte og ha tømmermænd... Hun siger at jeg kan komme senere, men det bliver aldrig til noget... Jeg går en uge og spekulerer over hvad jeg skal gøre, for kan mærke jeg har følelser for tøsen!
D. 9. januar konfronterer jeg endelig kvindemennesket, der er komplet uforstående overfor at jeg på nogen måder kan have følelser for hende, og hvad jeg da lige havde regnet med. Jeg spørger hende hvad hun mente med nytårsaftens sms'er om at sove sammen... Og ved I hvad hun svarer... Jeg kan næsten mærke hidsigheden blusse op igen! 'Aner det faktisk ikke, måske jeg var ked af det'... HALLO! Hvad fanden er det for noget at skrive! Er jeg virkelig ikke mere værd end sådant et svar...
Jeg forsøger at forklare hende at det sårer mig at hun skriver sådan, men hun er åbenbart for tykpandet til at forstå det!

Jeg beslutter at denne epoke af mit liv skal have en ende... Hendes nummer er nu slettet fra telefonen og vi er ikke længere Facebook-venner... Ha et godt liv, spassernar...