Hvorfor nu det flirteri?!?

Hmm, ved altså ikke lige hvad der sker for mig! Der skal åbenbart ikke ret meget til før jeg straks begiver mig ud i en omgang flirt...
Ved et par lejligheder har jeg gennem nogle veninder mødt en fysioterapeut. Det er ikke en jeg kender, men miljøet er ikke så stort, så har da snakket med hende engang i mellem. I og med at jeg har noget bøvl med mit skinneben, så har jeg spurgt hende om hun ikke vil kigge på mit ben. Er ellers lidt ulig mig at spørge om hjælp, og så af en jeg ikke kender, men slugte usikkerheden og fik spurgt.

Vi aftaler frem og tilbage og finder en dag. Tilfældet vil så at hun ikke kan den dag alligevel og siger at jeg lige kan ringe når jeg har fri fra job. Det synes jeg er sådan lidt underligt. Altså ikke så meget det at jeg skal ringe for at aftale. Det er nemmere end sms. Men bare det at skulle snakke med et menneske man ikke rigtig kender...
Vi snakker så i en time! Om alt og ingenting... Om ideer til virksomheder vi kan tjene penge på, om vores kærlighedsliv, om kvinder, ja, om alt... Og det kan man jo godt gøre med folk, men I ved, der var bare noget mere i det. Kunne mærke at jeg blev lidt for kæk, sådan som jeg bliver når jeg flirter. Prøvede at være sjov og gøre et godt indtryk... Og hvorfor? Jeg vil jeg ikke noget... Tog mig selv i at tænke hvordan det vil gå når jeg kommer derhen i weekenden... Amen, for syv søren... Hvorfor får jeg fantasier om det?!
Jeg har for ikke så længe siden proklameret at jeg gerne vil være helt single, uden strings nogen steder... Overhovedet...! Gisp...